New drums day
Den store unboxing-dag oprandt, og jeg havde nogen tid forinden afgivet min bestilling på et Drum Limousine-sæt i størrelserne 10, 12, 14, 16 og 22 samt 14 tommer lilletromme. Farven blev den såkaldte Ginger Sparkle, da jeg elsker sparkle-farver, men gerne ville undgå den klassiske guldfarvede sparkle – ofte kaldet Champagne Sparkle. Men én ting er farveprøver og en anden er at se sættet i virkeligheden.
Det skulle så være en dag sidst i april 2018, og jeg må sige, at jeg ikke alene var tilfreds med resultatet, men også decideret positivt overrasket, da synet i vinduet mødte mig. Her stod det færdige trommesæt klar og opstillet.
Inden da havde jeg kun set selve kedlerne (og allerede der været positivt overrasket).